Diamantguide
Inden du investerer i et diamantsmykke eller i en diamant, er det en fordel at vide noget om, hvordan diamanter klassificeres og prissættes internationalt. Bliv klogere på diamanters kvalitet i vores diamantguide. Hos Kgl. Hofjuvelerer P. Hertz udvælges hver eneste diamant nøje af vores uddannede diamantgraderere fra GIA for at sikre, at alle de sten, der ender i et P. Hertz smykke, lever op til vores strenge krav og høje standarder.
Kend diamantens klarhed og kvalitet
For en ikke-fagmand kan det i første omgang være svært at se, om den ene diamant er smukkere end den anden, og samtidig er det derfor også vanskeligt at forstå den forholdsvis store prisforskel.
Når man imidlertid ved lidt om, hvad fagfolk kalder "de 4 C'er", vil man bedre kunne forstå diamanternes spændende verden. Diamanter klassificeres og prissættes internationalt efter de 4 C'er: Carat, Colour, Clarity og Cut.
Alle vores diamanter er naturlige, og diamanter over 0,30 ct. er GIA-certificerede.
De 4 C'ere
1. CUT
Slibningen er menneskets mulighed for at fremelske diamantens skønhed. Et forkert forhold i stenens proportioner eller fejl i stenens symmetri kan ødelægge diamantens ild og brillans.
Slibet på en diamant bestemmer formen på diamanten. Hos P. Hertz arbejder vi med de dygtigste diamantsliberier for at garantere, at disse små naturlige mirakler er slebet til perfektion med perfekte proportioner, symmetri og finish for at sikre den optimale brillans i stenen.
Der findes mange slibeformer. Den runde brillantslibning med 57 eller 58 facetter er den mest kendte, og det er den slibeform, der giver diamanten sin optimale brillans.
Vi udvælger primært brillanter med "Triple X" i slibekvalitet. En "Triple X" brillant er graderet med "Excellent" i både slib, symmetri og polering, hvilket sikrer optimale forhold for brillans.
2. CARAT
Carat (ct) er en vægtenhed for ædelsten, til forskel fra guldets karat (kt.), som er en holdighedsbetegnelse. En diamant på 1,00 carat vejer præcis 0,20 gram. Store diamanter er sjældne og kostbare — således er f.eks. en brillant på 1,00 carat langt mere kostbar end ti brillanter på hver 0,10 carat i samme kvalitet.
3. COLOR
Diamanter findes i naturen i mange farver. Langt de fleste smykkediamanter, der findes, er gullige, brunlige eller grålige, men farvespektret spænder fra hvid/farveløs (som det mest sjældne) til de mere tonede, med en stor prisforskel. Jo mere farveløs en diamant er, jo mere sjælden er den, og derfor er den også dyrere, når man taler om diamanter på den almene farveskala.
Diamanters farve klassificeres med navne, som angiver, hvor farveløs den enkelte diamant er:
River (D-E) (mest sjælden farveløs),
Top Wesselton (F-G),
Wesselton (H),
Top Crystal (I),
Crystal (J)
samt andre betegnelser.
Hele farveskalaen går fra D til Z og starter som komplet farveløs ved graden D, hvorefter hver grad indikerer et stigende niveau af en iøjnefaldende undertone af f.eks. gullige, grålige og brunlige nuancer. De fleste P. Hertz diamanter ligger inden for D til G, hvilket betyder, at stenene er farveløse eller nær farveløse.
Farvede diamanter ("Fancy Colored") såsom pink, blå osv. følger ikke samme farveskala, men klassificeres ud fra farvens intensitet. Farvede diamanter er langt mere sjældne og værdifulde end de farveløse/hvide.
4. CLARITY
I langt de fleste diamanter findes der små naturlige indeslutninger, som opstår under diamantens dannelse. Indeslutninger klassificeres ift. deres størrelse, farve, placering og antal, og de graderes under bestemte lysforhold ved 10x forstørrelse ved brug af bl.a. mikroskop og lup.
Indeslutningerne benævnes bl.a. Flawless (helt uden indeslutninger), VVS (Very, Very Slightly Included), VS, SI og piquerede sten, hvor indeslutningerne kan ses uden forstørrelse. Mindre indeslutninger har almindeligvis ikke betydning for stenens skønhed, hvorimod større indeslutninger kan blokere og forstyrre lysets vej gennem diamanten, hvorved den mister brillans.
Hos P. Hertz udvælger vi primært diamanter, der er exceptionelt klare (VVS). Dette garanterer et uforstyrret lysspil, når stenen ydermere er smukt slebet.
Alle større diamanter kommer med et GIA-certifikat, som detaljeret beskriver alle de ovenstående C'er.
Om vores naturlige diamanter
Vores kærlighed til diamanter er uforandret gennem snart 200 år. I seks generationer har vi været blandt de førende eksperter på området - og gennem alle diamantkøbets faser kan du veksle vores erfaring til tillid.
Igennem generationer har vi arbejdet tæt sammen med få, men meget nøje udvalgte diamantleverandører, hvor de har fuld kontrol over hele værdikæden fra indkøb af rådiamanten til stenen er færdigslebet. Hver eneste sten stammer fra ansvarlig og konfliktfri minedrift og er altid indkøbt i henhold til United Nations konventioner med Kimberley certificering.
Diamanternes symbolik
Symbolsk forbindes diamanten med troskab, visdom, lys, klarhed, energi og livskraft. Den symboliserer forholdet mellem modsætninger: sort/hvid, småt/stort, liv/død og ikke mindst forholdet mellem mand og kvinde, maskulin og feminin energi. Den er således særdeles velvalgt til at pryde både forlovelsesringe og vielsesringe.
Diamanten er også symbol på den rene sjæl. Den siges at stimulere koncentrationsevne, giver klarhed, indsigt og får lyset til at trænge ind overalt - og det gælder også i forholdet mellem to elskende.
Få personlig vejledning
Få personlig vejledning i vores forretning på Købmagergade 34, hvor vores erfarne medarbejdere står klar til at hjælpe dig med at vælge den helt rigtige gave.