TILLYKKE MED DIT NYE SMYKKE
Inden du tager dit nye smykke i brug, bør du gennemlæse denne produkt information. Skal smykket videregives som gave, opfordrer vi til, at køber videregiver denne information til modtageren af gaven.
BRUG MED OMTANKE
Alle smykker vil vise tegn på slitage ved almindeligt brug. Alle typer overflader og finish (blank, mat, hamret o. lign.) vil ændre udseende, som følge af denne slitage. Alle overfladebelægninger (forgyldning, rhodinering, oxidering o. lign.) vil med tiden forsvinde som følge af denne slitage. Graden af denne slitage er bestemt af, hvor meget smykket bliver brugt.
Smykket skal anvendes med skyldig hensyntagen til produktets konstruktion. Spinkle, hule og overflade-belagte produkter, tåler kun nænsomt og lejlighedsvis brug. Produkter med sarte materialer (emalje, læder o.lign.) skal ligeledes bruges skånsomt. Kraftige og massive produkter tåler bedre dagligt brug. Slitage er ikke en reklamationsberettiget fejl eller mangel ved produktet.
For at få den længst mulige glæde af dit smykke, anbefaler vi:
- at du ikke bærer dit smykke når du sover, bader, dyrker sport, er ved stranden, laver havearbejde og andre lign. aktiviteter.
- at dit smykke ikke udsættes for parfume, hårlak, bodylotion, solcreme o. lign. produkter med kemisk indhold, der kan påvirke smykkets materialer.
- at du opbevarer dine smykker separat så de ikke ridser hinanden. Ledarmbånd -herunder rivierearmbånd bør opbevares i en armbåndsæske så det kan ligge helt faldt og undgå knæk.
- at du jævnligt får dit smykke efterset og serviceret.
Vi anbefaler, at du får efterset og renset dit smykke 1-2 gange om året. Denne service tilbyder vi, mens du venter, og uden beregning for smykker, der er købt hos P. Hertz. Smykker som bæres regelmæssigt udsættes for naturlig slitage, hvorfor det er en god idé at få efterset greb, fatninger, ringskinner m.m. ved samme lejlighed.
Perle pleje.
For at sikre, at dine perler forbliver smukke så længe som muligt, har vi her samlet lidt anbefalinger til, hvordan de skal behandles:
- Perler er ikke lige så slidstærke som sten. Derfor er det vigtigt at opbevare dem adskilt fra andre smykker, der kan ridse. Tag altid dit perlesmykke af inden bad og sengetid, sports aktiviteter etc.
- For at bevare perlerne så smukke som muligt, så er det vigtigt at undgå, at de kommer i kontakt med parfume, sæbe, hårspray og rengøringsmidler etc. da sådanne ”skrappe” midler kan ødelægge perlernes glans.
- Perler på ringe og ørestikker er ofte limet på smykket. Limen kan blive gammel eller opløst af vand, og perlerne kan derfor falde af. Træk forsigtigt i perlerne for at se, om de evt. skal have ny lim.
- Perlekæder og armbånd er omtrukket på silkesnor. Perlesilken kan blive slidt, hvilket kræver en omtrækning.. Hvor ofte dette gøres, er afhængig af, hvor ofte smykket bruges, men typisk vil armbånd kræve en hyppigere omtrækning end perlekæder.
Hvis du følger disse simple råd, vil du få stor glæde af dit nye perlesmykke, og du er sikker på at bevare den smukke glans.
RENE SMYKKER = SMUKKE SMYKKER
Sørg for at holde dine smykker rene. Hvis dine smykker er af guld og diamanter, kan du med fordel selv rense dem med en blød tandbørste og sulfo. Smykker med mere skrøbelige ædelsten bør efterses og renses på værkstedet (smaragder, opaler, koraler, turkiser m.m.). Hvis du er i tvivl, så spørg os gerne.
Perler er naturens mirakler og skal behandles varsomt for ikke at ødelægge perlernes glans. Vi anbefaler, at du jævnligt tørrer dine perlesmykker af med en opvredet klud, da silkesnoren ikke skal blive våd. Vi anbefaler, at du een gang om året får efterset kæden med tanke på en eventuel omtrækning.
POLERING OG RHODINERING
Smykker der får hakker og ridser kan poleres op, men det bør altid gøres med omtanke, da lidt af materialet slides af hver gang. Hvidguldssmykker får oftest en rhodium belægning for at få hvidguldet til at fremstå helt hvidt. Denne belægning slides over tid, hvorfor smykket igen skal rhodineres.